Styrket Borgerkontakt er på meget lange stræk en mundtlig metode. Det har sine vældig gode grunde, at man anvender samtalen som metode og som alternativ til den skriftlighed, der ofte, i sig selv, har givet anledning til frustration og utilfredshed.
Måske endda baseret på misforståelser af det, der er sendt som skriftlige afslag eller afgørelser.
Så vores fokus har igennem de år, vi har arbejdet med at udbrede Styrket Borgerkontakt IKKE været på de skiftlige tekster fra offentlige myndigheder og institutioner i al deres mangfoldighed.
Indtil vi, for små to år siden, lod os overbevise af en af vores mest trofaste og ihærdige kunder om, at der jo i dagligdagen ér rigtig megen kommunikation, som foregår på skrift – både på breve, i mails og på sociale medier, som f.eks. det daværende Skoleintra (nu: Aula), og at det ikke altid er muligt at få etableret en mundtlig dialog.
Ja hun sagde endda, at der måske også var et generationsspørgsmål i det, hvor dialog for nogen, hovedsagligt yngre borgere, faktisk foregår bedst gennem tasterne på computeren eller smartphonen.
Så opfordringen lød: Kan I ikke udvikle en ”Trekant”, som vi kender fra Styrket Borgerkontakt, til brug for en konfliktforebyggende og –nedtrappende skriftlig kommunikation?
Vi aftalte at starte med at lave en grundig undersøgelse af, om noget tilsvarende ikke allerede skulle være udviklet af andre, i Danmark eller i udlandet.
Vi kunne ikke finde det!
Derfor gik vi i gang med at udvikle det selv, og som en del af udviklingsarbejdet gennemførte vi to pilotforløb med deltagere fra meget forskellige forvaltninger i Københavns Kommune.
Resultaterne var så overbevisende, at vi nu har udviklet ikke alene et helt træningskoncept, inkl. TO Firkanter, men også skrevet en lille bog om den ædle kunst at Trække i sin skriftlige kommunikation: Træk på Tryk – Konfliktnedtrappende sprog på skrift.
På bagsiden skriver vi bl.a.:
Træk på Tryk er det første bud på, hvordan man kan forebygge konflikter og, om nødvendigt, også håndtere konflikter, når man som myndighed kommunikerer på skrift.
Her beskrives og gennemgås helt nyudviklede redskaber, der ligger i forlængelse af metoderne i Styrket Borgerkontakt.
Med en række konkrete eksempler bliver det illustreret, hvordan man som offentligt ansat kan skrive ”trækkende” og konfliktforebyggende og –nedtrappende.
Det vises, hvordan man, med enkle greb, kan omskrive kringlede og anonyme myndighedsskrivelse til et nærværende og personligt sprog, der inviterer til dialog.
Bogen koster kr. 200,- og kan lånes på biblioteket, købes i din lokale boghandel eller direkte hos os, hvor der så kommer lidt forsendelse til.
Bestil her: http://styrketborgerkontakt.dk/ydelser/redskaber/